Når livet slår knuder – om stress.

Opdateret: 6. juni 2019

Som stressramt kender du måske til dét at have dårlig samvittighed. Konstant og hele tiden. Det føles måske som om, at hele verden har forventninger til dig og ønsker og krav om noget, du bare lige ikke kan leve op til i øjeblikket. Børnene skal afleveres/hentes, maden skal laves, der skal gøres rent osv. Opgaverne hober sig op – i dit hoved og det kan være svært at håndtere alle disse krav og forventninger omverdenen stiller, for ikke at nævne dem du slår dig i hovedet med.


Uanset hvad, der har forårsaget din krops nedbrud, har jeg gennem min tid – både som sygeplejerske, certificeret stressinstruktør og tidligere stressramt ad 3 omgange- erfaret, at stress er ikke noget, der ”bare lige forsvinder”


Stress er noget, der tager tid og hvis man forsøger at forcerer processen, forværres tilstanden oftest.



Hvad er det egentlig der sker i kroppen når vi rammes af stress? Hvordan kan det være, det primært er kvinder der rammes og hvordan kan vi komme ud af stress'en igen og til sidst hvad kan vi selv gøre, så vi genkender tegnene og derved kan handle, inden vi igen bliver ramt af stress?


Det er desværre sådan, at er du først blevet ramt af stress en gang, kan du blive ramt igen.

Forskningen viser at over 50% efter endt sygemelding får en stressreaktion igen og at 16% har efter 1 år stadig tilbagefald på grund af stress.

I ”Danskerne Sundhed- Den Nationale Sundhedsprofil 2017,” er der sendt spørgeskema til 312.349 borgere på 16 år eller derover. I alt svarede 183.372 personer, hvilket svarer til 58,7 % af de adspurgte. I undersøgelsen bliver der blandt andet spurgt ind til borgerens fysiske og mentalt helbred samt stress. Heraf angiver rapporten, at andelen med højt stressniveau er større blandt kvinder (29,0%) end blandt mænd (21,0%) Ligeledes ses et tilsvarende mønster i alle aldersgrupper. Størsteparten af kvinder der er stressede, er kvinder mellem 16-24 år (54, 6 %), arbejdsløse (47,0%) og endeligt førtidspensionister med hele 55, 6% [s.6]


Læs med og bliv forhåbentligt bedre til at tage vare på dig, din krop og dit sind eller læs med og få ideer til det, når du klar til det.



Hvad er stress og hvad sker der i min krop ved en stresstilstand?


Lige siden Cro-Magnon kom til verden, har der eksisteret stress i mere eller mindre grad. Den gang var det måske en mere naturlig del af livet end det er i dag.

Da vores forfædre i kampen mod sabeltigeren skulle tage stilling til, hvorvidt kampen kunne lykkes eller de skulle flygte, har stress været en del af det automene nervesystem.

Kroppen er indrettet således, at ved en tilstand der kan sammenlignes med farer – her sabeltigeren- scanner kroppen terrænet, omgivelserne og opsummerer hvad oddsene er for overlevelse. Her kommer de berømte ord: Flygt, frys eller kæmp – Flight, Freeze, Fight.



I en kamptilstand vil hjernen gøre kroppen klar til at yde sit bedste i den tid, kampen står på.

Det gør hjernen ved at sende signaler til det autonome nervesystem, der sørger for, at vejrtrækningen bliver hurtigere.


Blodet løber hurtigere igennem kroppen med ilt til hjernen og musklerne og samtidigt sænkes vores fordøjelsessystem, hvilket nok er meget praktisk, så vi ikke lige skal træde af på naturens vegne, når sabeltigeren springer på os.


Ydermere udvides vores pupiller, så vi bedre kan se og danne os et overblik over nødudgange/flugtveje. Hjernen sender signal til nyrerne om at udskille stresshormonerne adrenalin, noradrenalin og kortisol, disse tilsammen gør, at du er i stand til at flygte, fryse eller kæmpe, når det gælder.

Musklerne, især i nakken og skuldre, spændes og leveren sender energi (glukose/sukker) til musklerne. Samtidigt øges blodets evne til at størkne, så hvis du bliver såret i kampen, bliver blødningerne mindre risikable.


Alt dette gør kroppen helt automatisk ved en tilstand af fare. Kroppen er i alarmberedskab og forbereder sig til at flygte, kæmpe eller fryse. Det er ikke noget vi lægger mærke til, vi kan ikke selv styre det= autonomt. Det er nu en gang en forunderlig krop, vi er udstyret med.


Stress har overordnet to sider.

1) Den gode form for stress; den vi oplever, når vi fx skal til eksamen, den der føles som sommerfugle i maven. Kroppen gør sig klar til at præstere. Når eksamen er overstået, slapper kroppen helt automatisk af igen.

2) Den ikke-gode form for stress: I nogle situationer forbliver kroppen i alarmberedskab/stresstilstanden og der er nu risici for at udvikle en decideret stress. Disse situationer kan ske meget pludseligt og over rum tid. Hvilke tegn du kan holde øje med, kommer jeg nærmere ind på senere i part 2.



I min tid som certificeret stressinstruktør, har jeg ofte fortalt, - når kursisterne spørger, ”Hvad er stress”,- en metafor, som går ud på, at vores krop kan sammenlignes med en jumbojet.

Til at flyve denne jumbojet kræves der fx bl.a en pilot, brændstof og erfaring til at kunne kende sin maskine og sikkert meget mere, som jeg selvfølgelig af gode grunde ikke kender ret meget til. (Jeg er sygeplejerske og ikke uddannet pilot 😉)


Piloter er særdeles erfarne og de er uddannet i at betjene denne store maskine. Piloten skal inden takeoff højest sandsynligt kontrollere, om der er brændstof nok på og om der er nogle lamper der lyser. Om der er folk på landingsbanen og andre fly i luften, så der ikke kollideres.

Når det er gjort og der er grønt lys over hele, er han /hun klar til at lette.



Når vi sidder som passagerer i flyet, føles det måske som nemt for piloten at lette og flyve højere og højere indtil steady-state-height – estimeret højde- er nået.

Overført har vores krop heller ikke noget problem med at lette og flyve højere og højere og højere. Måske vi flyver så højt, at vi ikke har overblik over, hvornår vi rammer steady-state-height målet. Altså dér hvor det er ok, for kroppen at være, selvom, det går hurtigt og tempoet er sat op. Eller om vi er fløjet langt forbi.


Måske vi uden at tænke over det, bare flyver derudad, højere op mod tyndere luftlag, og når vi indser dét, er det for sent. Vi kan ikke trække vejret, vi har smerter i brystet, rumlen i maven, hænderne ryster og situationen er ud af kontrol. Vi glemte måske i farten at gøre status på, hvor langt vi er nået, hvor meget brændstof der er brugt og hvor meget der er tilbage til resten af turen. Jettens ressourcer er brugt op og det handler nu om, at få landet flyet uden en katastrofelanding med bål, eksplosion og brand til følge.

Ligesom mange andre ting, er det at lande en jumbojet en proces. Lige sådan er det også, når vi først har erkendt, at kroppen er stresset og vi nu skal forsøge, at komme tilbage i den, så vi igen kan mærke os selv.


Det er en proces, der kan tage tid og som man må give tid. Som skrevet før, kan man ikke forcerer en jumbojet -eller din krop -til at lande, uden at det kan få katastrofale følger.

For selvom piloten ved, hvordan jumbojetten skal landes korrekt, ved han også, at det ikke bare kan ske med det samme. Der er indberegnet nedstigningstid og piloten ved også, at jetflyet ikke står stille med det samme i det sekund, det rammer landingsbanen. Det skal trille langsommere og langsommere, for til sidst at holde helt stille. Sådan er det også med en krop der er i en stresstilstand. Der skal bruges tid og ressourcer på, at få kroppen til at ”holde helt stille”



Indtil vi får kroppen til at holde helt stille, er det vigtigt, at vi prioritere de opgaver, situationer, events, vi føler, kan være med til at give os mest overskud.

Hvis tante Olga skal holde 90-års fødselsdag på lørdag og du rigtig gerne vil med, kan det være, at der er andet, du måske ikke kan deltage i. For bare dét at deltage og være social kan kræve meget energi og overskud af én som er ramt af stress. Og ligeledes bagefter, kan det være, at den stressramte har brug for at lade op igen, ved ikke at gøre noget.





Hvorfor er der flest kvinder, der rammes af stress?


Stress alene er ikke diagnosticeret eller defineret som en ”selvstændig” sygdom. Dette til trods for at længerevarende stress kan have mange andre sygdomme til følge- såkaldte følgesygdomme; altså en sygdom der optræder som komplikation til en anden sygdom- fx forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, depression og også ens livskvalitet og alment velbefindende kan blive påvirket negativt ved længerevarende stress.





Som det kan ses på billedet ovenover, er andelen med et højt stress-niveau, højere blandt kvinder (29,0 %) end blandt mænd (21,0 %).

Et tilsvarende mønster ses i alle aldersgrupper. Blandt begge køn falder andelen med et højt stress-niveau indtil den ældste aldersgruppe, hvor der ses en stigning. Den mindste andel ses blandt mænd i aldersgruppen 65-74 år, mens den største andel – som skrevet før- ses blandt kvinder i aldersgruppen 16-24 år [1]


I en artikel fra Stepstone henviser forfatteren til en undersøgelse, foretaget af Danmarks Statistisk (DST), hvor det ses, at kvinder der føler sig stressede på arbejdet, udgør 51,9% af de adspurgte kvinder, hvorimod 43,9% af de adspurgte mænd, føler sig stresset på arbejde.

8,1% af kvinderne føler sig altid stresset, hvor 6,1% af de adspurgte mænd svarer, at de altid føler sig stresset.


Forfatteren fortæller også, at DST’s undersøgelse indikerer, hvorfor kvinder kan føle sig mere stressede. Arbejdende kvinder bruger i dag over en time mere om dagen på husholdnings-arbejde end arbejdende mænd. Kvinder bruger også mindre tid på deres egne fritidsinteresser og mere tid på børnene.


Kvinder har altså, mere eller mindre selvvalgt, mange bolde i luften – også i fritiden, og det skaber grundlag for yderligere stress, da arbejdet i dag fylder mindst ligeså meget. [2]




Da jeg underviste i kurset: Lær-at-Tackle angst og depression, var der overvejende kvinder på kurserne. Der var ca. 12-14 kursister i alt. Der var repræsenteret alle aldersgrupper fra 18+ og opefter

Et gennemgående tema for disse kvinder (og mænd) var ofte, at forventninger fra dem selv og / eller omverdenen ikke svarede til dét, de reelt kunne levere. Barren var på et eller andet tidspunkt sat for højt og nu kunne de enten ikke kravle over den eller også var den faldet ned i hovedet på dem i forsøget.



De oplevede, at de ikke kunne aflevere et ordentligt ”produkt” og det fik dem til at føle sig mindre værd, ikke lige så gode, som deres arbejdskolleger eller familiemedlemmer eller hvad det kunne være, de ubevidst ”sammenlignede” sig med.



Jeg har også selv deltaget som kursist på et sådan kursus og den gang sad jeg med følelsen af, at ikke være god nok. Jeg var på daværende tidspunkt sygemeldt med stress og angst. Mit arbejde var i sundhedssektoren og jeg ville rigtig gerne gøre et godt stykke arbejde for de patienter, jeg havde med at gøre og mine kollegaer.

I enhver personaleflok, skal man bruge tid på at indfinde sig og finde sin hylde/plads i hierarkiet.

Hvis man er lidt blød og usikker på sig selv, sine kollegaer, nyt sted, nye rutiner, kan man let blive et offer for mobning, sladder osv.

Selvom jeg vidste, jeg havde gjort, hvad der var mig muligt for patienterne og stedets retningslinjerne, var det ikke en rar følelse at forlade arbejdspladsen, velvidende at i morgen, skulle jeg igen stå ansigt til ansigt med de samme kollegaer. Jeg havde en fantastisk leder, som bestemt tog mit parti, hvor det blev krævet. Desværre blev lederen forflyttet og en anden kom til og som på daværende tidspunkt ikke var gjort af samme materiale og ikke havde samme viden, hvilket vedkommende jo ikke kunne fortænkes i. Vi er jo alle forskellige og heldigvis for det.


Jeg sad i en vagt og passede på en patient og lige pludselig ud af det blå, kunne jeg ikke får vejret, jeg rystede over hele kroppen og jeg blev SÅ bange.

Dagen efter tog jeg til lægen og blev sygemeldt og senere tilmeldt nævnte kursus.


Så langt så godt, hvad nu? Stress og en sygemelding i hånden, hvad skal der ske nu? Hvad kan jeg få af hjælp og hvilken er den rigtige for mig? Hvordan finder jeg vej tilbage og hvad skal jeg være opmærksom på i den proces?




I mit næste indlæg vil jeg komme med tips og ideer til, hvordan vi kommer tilbage og hvad vi selv kan gøre for at være opmærksomme på de tegn kroppen sender os.

Nogle er der forsket i, andre er nogle jeg selv fandt ud af, da jeg var sygemeldt.


Du er altid velkommen til at stille spørgsmål til mine indlæg eller dele din mening/oplevelse, hvis du har lyst til det.


Kærligt kram

Rachele Rikkelila Lakshmi