En hilsen fra en ung mand på 24 år.

Opdateret: 27. okt. 2018



" Fortæl min mor og min lillesøster jeg har det godt. Jeg har ikke ondt. Jeg har fundet mig tilrette her og der er et helt fantastisk sted. Jeg glæder mig til at vise jer det, når I en gang kommer. "

Han bliver stille. Kigger ned i gulvet. Han bliver lidt flov, han siger, " jeg ved godt det kommer til at føles som flere år, for dem, det er det ikke for mig. "

" Jeg ved godt de savner mig rigtig meget, og jeg savner også dem rigtig meget. Jeg har det bare så godt her. Jeg har ikke ondt; jeg skal ikke tænke på hvornår næste anfald kommer og om det bliver det sidste, hvis du forstår. Jeg er omgivet af lutter dejlige mennesker som alle vil mig det bedste og det føles helt vildt godt. Da jeg var på jorden, var det mig der hjalp og indimellem blev jeg ked af at ingen hjalp mig. Set tilbage, var det fordi jeg ikke spurgte Så det må du gerne sige videre, Spørg om hjælp, hvis du har brug for det. For der er ingen der kan læse tanker ", siger han og smiler skævt.


" Lige da jeg havde det anfald, vidste jeg godt, det blev mit sidste og et eller andet sted, var det en befrielse. For mig. Jeg var træt, helt ind i min krop, af at have ondt, at være bekymret, af indlæggelserne, af ikke at kunne få ro og bare nyde livet. Jeg har hele tiden vidst, jeg ikke ville blive gammel. " Han viser mig et billede af James Dean, og siger, " han (James Dean) vidste også han ikke ville blive gammel. Sådan havde jeg det også. "


" Jeg tror, min mor har lært rigtig meget af at have fået mig. Hun har lært om kærlighed til mig, en dybere og renere kærlighed findes ikke,end den mellem barn og forælder, frustration når jeg havde ondt og var indlagt, taknemmelighed når det gik godt og nu sorgen over at miste. Alt sammen noget hun kommer til at kunne bruge senere, hvis hun vælger at bruge det konstruktivt. "

Han viser mig et billede af hans mor, hvor hun holder foredrag for unge og deres forældre, i sorggrupper mm.

Han virker meget afklaret på mig, at det var hans livsopgave, at det var Jeres livsopgave, at få denne læring. Noget I begge har sagt ja til på et eller andet tidspunkt i en pause mellem livene. Han fortæller til sidst, han følger Jer, og han har fået en opgave; han er guide for en lille dreng, der kommer til verden om ikke så længe, og han glæder sig og ser frem til det, da det er hans første opgave. Han har brugt tiden på at falde på ”plads” og indfinde sig i at ikke være på jorden mere. Han savner vennerne, "hils dem mange gange".

Han kigger forbi, siger han, både til Jer og til vennerne.

Tak unge mand, fordi du kom i dag

Af hensyn til afdøde og dennes pårørende er ovenstående skrevet i anonymiseret form. Der er givet tilladelse til at videreformidle ovenstående.